Share this emailCopy the public link or share it on your favorite channel.
Kære reader,
Er du klar til efteråret?
Vi på Liselund er klar og byder velkommen til denne måneds nyhedsbrev.
Her får du en opdatering på kommende arrangementer og relevante nyheder. Læs med, og hold dig opdateret om alt det spændende, der sker på Liselund.

Som altid holder vi åbent hus alle mandage klokken 16-18, hvor alle er velkomne til at kigge ind på Liselund. Vi byder gerne på en kop kaffe og en god snak.

Har du lyst til at lave et offentligt arrangement?
Så hjælper vi i bestyrelsen meget gerne med alle de praktiske detaljer. Offentlige arrangementer kan være gratis eller det kan være arrangementer, hvor der er deltagerbetaling. Vi har systemer med tilmelding, som vi meget gerne stiller til rådighed. Kontakt os gerne for mere information.

Kultur og fællesskaber
Vi i bestyrelsen er hele tiden på udkig efter nye aktiviteter og tiltag, som kan bringe os godt videre.
Vores fællesspisninger, som vi har 10 gange om året (vi springer juli og december over), er en stor succes. Der er stort set udsolgt i løbet af kort tid efter at vi har annonceret billetsalg. Et hold af frivillige sørger for lækker mad og det er altid muligt at tilkøbe gode vine, øl og vand til disse arrangementer. Det eneste der bliver holdt nede, er prisen. Humøret er højt og snakken går på kryds og tværs - alt i alt et skønt fællesskab, som alle værdsætter.
Vi vil gerne gøre mere for kulturen. Allerede nu har vi fællessang en gang om måneden, støttet af midler fra Egedal Kommune. Det er hyggeligt og stemningen er i top!
I denne måned har vi en intimkoncert på programmet - og vi kan godt garantere at det bliver en god oplevelse. Du kan læse mere om denne og andre aktiviteter længere nede i denne mail. Husk også, at alle arrangementer kan findes i kalenderen.

Du er velkommen til at booke Liselund
Tjek vores kalender på hjemmesiden og find lige præcis den ledige dato, hvor du kan holde et privat eller et offentligt arrangement på Liselund.

Skal du holde rund fødselsdag, konfirmation, bryllupsfest, jubilæum eller har du en helt anden begivenhed du ønsker at holde på Liselund, ja så kan vi tilbyde plads op til 50 personer med alt i porcelæn, bestik og glas.
Søndag d. 6. september kl. 15:30 - 16:30

Byder vi igen velkommen til Fællessang i Liselund.
Allerede kl. 13:00 - 15:30 er der bål og sang, når Ebbe Skjalmssøn spejderne indtager bålhytten og lægger op til en hyggelig søndag eftermiddag.

Kl. 15:30 har vi den traditionelle fællessang, hvor vi synger efter jeres ønsker. Det kan være en sang fra Højskolesangbogen - eller måske har du et ønske, der ikke står i den.

Uanset hvad, så er I meget velkomne til at fremsende jeres ønsker til dagens vært, pianist Henrik Winthereik, så han har mulighed for at være helt klar til netop jeres ønske.

Vi ses kl 15.30 i stuen, hvis ikke før til spejdernes bål og sang i bålhytten
Hvis man tjekker kalenderen, kan man se at spejderne og FDF'erne nu begynder at indtage bålhytten og Liselund
Vi er glade for, at haverne og bålhytten nu for alvor begynder at blive brugt at spejderne og af FDF'erne. Vi håber de får rigtig meget glæde af de skønne omgivelser midt i Ganløse.
Tirsdag d. 15. september kl. 19:00 - 20:00
Info om SY-Fællesskab i Krea-rummet på Liselund onsdag den 15.9. kl. 19 - 20
Her vil ledere og frivillige fortælle om ideen, “Fra sting til ting”.
Det bliver jer, som vil medvirke, der beslutter, hvordan vi fremover skal mødes til kreativ-syning. Skriv gerne til: anne@jpm.dk
Fredag d. 25. september kl. 18:00 - 21:00
Fællesspisning på Liselund.
Menuen i september er helstegt lam med forskellige salater, friskbagt brød og en overraskelse til dessert.

Som vanligt bliver der nok lynhurtigt udsolgt til vores populære fællesspisning, så vi anbefaler at du tager en hurtig beslutning og køber din billet allerede nu.

Skal du også med? Så kan du købe en billet via dette link

Lørdag d. 26. september kl. 19:00 - 21:00
Intimkoncert på Liselund med Áron Bobály.
Áron er guitarist og komponist, uddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.
Han er grundlægger af Áron B Trio. Her på Liselund optræder han solo med en blanding af klassiske teknikker med jazz og moderne påvirkninger. Vi kan glæde os til et par timer i det bedste selskab. Du kan høre lidt af Árons musik her
Læs mere om Áron i kalenderen, som du finder her

Billetter á 125,00 kr. kan købes her.

Liselund byder på kaffe/te og hjemmebag ved koncerten og det er muligt at tilkøbe øl. vand og vin.

Søndag d. 27. september kl. 15:00 - 17:00
Historisk dag på Liselund
Seniorer og andre Ganløsere fortæller historier om Ganløse. Hør om, hvordan Ganløse har udviklet sig fra bondesamfund til at være en aktiv og attraktiv landsby. Du vil helt sikkert også komme til at høre nogle gode skrøner. Panelet af seniorer har mange gode historier med i ærmet og kender langt flere end både du og jeg tilsammen.

Billetter á 30,00 kr. kan købes her.

Bemærk, at prisen er inklusive en kop kaffe/te og kage.
Tirsdag d. 29. september kl. 19:00 - 21:00
Egedal Høreforening - Hørecafé
Temaet ved denne Hørecafé er fokus området omkring høreapparater (teknik i høreapparat – hvordan efterligner vi den normale hørelse teknisk) og hørelse. Hvilket ansvar har vi selv omkring vores hørelse når vi får hørenedsættelse,- et høreapparat kan ikke hjælpe med alt.

Der kan købes kaffe/te og kage. Der vil være skrivetolke og teleslynge tilstede

Tilmeld dig hos Annette Storgaard, egedal@hoereforeningen.dk eller 30274254 (SMS) senest Tirsdag den 22. september 2026 af hensyn til begrænset plads på 50 personer i dette lokale.
Onsdag d. 30. september kl. 19:00 - 21:00
Foredrag om rav - havets guld.
Kom og hør om rav og om eventyrlige fund, mystik og historie.
Martin Døssing, som er aftenens gæst, er læge og dansk ekspert i rav. Han er ofte på vilde eventyr for at finde rav. Han ved alt om, hvordan man leder og finder rav.
Martin laver også smukke, unikke ravsmykker.

Foredrag inkl. kaffe og kage kun 30,- kr. – køb din billet her
Oktober måned kommer også til at byde på spændende arrangementer. Bl.a. vender de spændende livestreaming foredrag fra Aarhus Universitet tilbage, ligesom vi har opfølgning på Historisk dag på Liselund. Herunder får du en lille snas af de første begivenheder i oktober måned
Husk at du altid kan se i vores kalender, hvad der foregår på Liselund.
Søndag d. 4. oktober kl. 15:00 - 17:00
Historisk dag på Liselund.
Fik du ikke nok af de gode historier sidste gang, har du nu muligheden for at høre mere om Ganløse og om, hvordan forholdene har været før i tiden. Der vil være rig lejlighed til at spørge vores seniorer om alt mellem himmel og jord og mon ikke de indimellem fortæller endnu en god historie eller to.

Billetter á 30,00 kr. kan købes her.

Bemærk. at Liselund er vært ved en kop kaffe/te og kage.
Tirsdag den 6. oktober kl. 18:45 - 21:00
Livestreaming: Med havets kæmper på jagt.
Peter Teglberg Madsen er professor i sansefysiologi, Institut for Biologi, Aarhus Universitet.

I verdenshavene lever Jordens største dyr. Langt til havs har de indtil for få år siden levet et skjult og hemmeligt liv. Men ny teknologi giver forskerne enestående muligheder for at studere hvalerne mens de jager i havets dybder.

Få gratis adgang hent din billet her

NB: max. deltagerantal: 50
I mange weekender er Liselund udlejet til barnedåb og andre festlige begivenheder. Vi har også lagt hus til flere foreninger, firmaarrangementer og konfirmationer. Det er en stor fornøjelse efterfølgende at få ros for Liselunds anvendelighed og vi siger mange tak til vores medlemmer, som lejer sig ind med forskellige arrangementer.
Hvis du vil vide mere om Liselund eller har lyst til at give en hånd med, er du meget velkommen til at tage fat i en af os fra bestyrelsen, vi er altid glade for at få nye frivillige med i vores fællesskab
Du er altid velkommen i haverne og til at benytte de flotte udendørs faciliteter som bålhytte, borde/bænke, grill og ikke mindst nyde de skønne omgivelser. Det hele hører med, når du lejer stueetagen eller hele huset, og hvis ikke der er noget i kalenderen, er det muligt at benytte alle vores udendørs faciliteter kvit og frit. Husk, at ønsker du at reservere haven til dit formål, skal den bestilles sammen med bookning af lokaler.
Tjek gerne kalenderen for tilgængelighed - og prislisten kan du finde her
Lidt praktisk information.
Hvis og når du lejer Liselund, er du meget velkommen til at hejse flaget, som ligger klar.
Vi har lavet en vejledning til brugere af Liselund, og her fremgår det bl.a. at man efterlader Liselund, som man fandt det. Det vil sige at opvasken er klaret (vi har en ekspres opvasker, som klarer en opvask på 3 minutter, når tallerkner og bestik er skyllet af inden det kommer i maskinen) og at glas, bestik og porcelæn er blevet tørret af og sat på plads.

Vi har fine stofduge til bordene. Dugene passer i farven til farvene på Liselund og du er meget velkommen til leje dem. Prisen for leje af dugene er 135,00 kr. pr. styk, som præcis svarer til den pris vi betaler for at få dem vasket og strøget.

Vi har altid kølig hvidvin, øl og vand samt tempereret god rødvin klar til festlige lejligheder. Priserne er rimelige - nemlig 100,- kr. for en flaske vin og 10,- kr. for øl og vand (pr. enhed).
Det var alt for nu - Husk at Liselund er skabt for at skabe og vedligeholde fællesskaber i Ganløse og omegn. Vi glæder os til at se dig og alle andre medlemmer som brugere af huset, haverne og bålhytten.

Med ønsket om en skøn eftersommer til alle

Bestyrelsen