Share this emailCopy the public link or share it on your favorite channel.
Kære reader,

Hurra - vi må godt give os selv et klap på skulderen!

Vores nyhedsbreve kan nemlig fejre 1 år fødselsdag med udsendelse af dette nummer. Vi håber I synes om vores måde at kommunikere på og ikke mindst, at vi ikke spammer jer i tide og utide.

Vi byder velkommen til februar måneds nyhedsbrev fra Liselund. Her får du helt som vanligt en opdatering på kommende arrangementer og relevante nyheder, der kan være interessante for dig. Læs med, og hold dig opdateret om alt det spændende, der sker på Liselund.

Som altid holder vi åbent hus alle mandage klokken 16-18, hvor alle er velkomne til at kigge ind på Liselund. Vi byder gerne på en kop kaffe og en god snak.

Har du lyst til at lave et offentligt arrangement?
Så hjælper vi i bestyrelsen meget gerne med alle de praktiske detaljer. Offentlige arrangementer kan være gratis eller det kan være arrangementer, hvor der er deltagerbetaling. Vi har systemer med tilmelding, som vi meget gerne stiller til rådighed. Kontakt os gerne for mere information.

Du er velkommen til at booke Liselund...
Tjek vores kalender på hjemmesiden og find lige præcis den ledige dato, hvor du kan holde et privat eller et offentligt arrangement på Liselund.

Skal du holde rund fødselsdag, konfirmation, bryllupsfest, jubilæum eller har du en helt anden begivenhed du ønsker at holde på Liselund, ja så kan vi tilbyde plads op til 50 personer med alt i porcelæn, bestik og glas.
Herunder finder du lidt information om vores kommende arrangementer. Husk at tjekke kalenderen, både for arrangementer og hvis du ønsker at leje Liselund.
Torsdag d. 5. februar kl. 10:00 - 14:00 NYT-NYT-NYT - KREA PÅ LISELUND

Kreativitet: De første par gange, vil det være blomster i crepepapir. Medbring en lille saks. Når vejret bliver lidt varmere, kan vi lave græskar, paddehatte, eller fade af store grønne blade i crepepapir.

Tidspunkt: Første torsdag i hver måned kl. 10-14. Tilmelding senest 1 uge før med en mail til: info@foreningshus.dk - denne første torsdag kan vi dog se bort fra tilmelding en uge før...

Agnete vil vise dig/jer, hvordan man klipper og arbejder kreativt med bl.a. crepepapir. Det sker i Krea-rummet på førstesalen på Liselund, kl. 10-14

Søndag d. 8. februar kl. 15:00 - 17:00

Hør om rav, om eventyrlige fund, mystik og historie
De fleste danskere kender til rav. Mange af os har gået langs strandene og søgt efter de små, lette, attraktive klumper. En del af den kvindelige befolkning har også rav af forskellige udformninger i form af smykker.

Martin Døssing kommer på Liselund søndag den 8. februar kl. 15. Han er ekspert på det område og har samlet en imponerende samling af rav i forskellige former, farver og hvoraf nogle rummer fortidige elementer som planter og dyr.

Billetter á 50,- kan købes her. Bemærk at Liselund byder på kaffe og kage til dette arrangement
Se mere i kalenderen https://foreningshus.dk/index.php/event/foredrag-om-rav-v-martin-doessing/
Onsdag d. 11. februar kl. 14:00 - 17:00

Vinterferiearrangement for børn og bedsteforældre (forældre er også velkomne).

Ganløse Bylaug og Liselund har besluttet, at vi i vinterferien afholder et arrangement for børn og bedsteforældre, hvor børnene (ledsaget af deres forældre/bedsteforældre) kan komme og lave KREA-ting på Liselund, mens Anne Hjælmsø fortæller historie.

Vi har fra Foreningshusets side lovet at bidrage med sodavand, kaffe og kage, som vi sælger til de sædvanlige lave priser.

Søndag d. 15. februar kl. 15:00 - 16:00

Fællessang på Liselund – kom og syng med.

Har du forslag til en sang fra Højskolesangbogen? Så send en mail til os på info@foreningshus.dk
Tirsdag d. 17. februar kl. 19:00

Holder vi internt bestyrelsesmøde på Liselund.
En af de ting vi taler en del om, er hvordan vi kan få nye medlemmer til bestyrelsen. Har du gode ideer til dette, hører vi meget gerne fra dig! Vi planlægger at mødes ca. 6-8 gange årligt.
Lørdag d. 21. februar kl. 19:00 - 21.00

Vi planlægger at holde børne MGP denne aften.
Hvis vi skønner at dette arrangement vil blive et tilløbsstykke, sætter vi gratis billetter til afhentning via kalenderen på hjemmesiden og på vores Facebook profil - ellers er der fri adgang for alle medlemmer med børn/børnebørn.
Tirsdag d. 24. februar kl. 19:00 - 21:00

Boligaften - få overblik og ro i maven.

Hvordan ser boligmarkedet egentlig ud lige nu – og hvad betyder det for dig, hvis du overvejer at sælge fast ejendom? Det tager vi hul på til en informativ boligaften, med relevante oplæg og tid til spørgsmål og snak.

Vi kommer omkring boligmarkedet, økonomien efter et salg og de juridiske forhold, som mange overser.

EDC Poul Erik Bech Stenløse/Ølstykke fortæller om boligmarkedet lige nu og dine muligheder

SJF Bank kommer med oplæg om "Jeg har solgt – hvad sker der nu?"

Der vil være mulighed for at stille spørgsmål undervejs, før vi får et indblik i Fremtidsfuldmagter og hvorfor de er vigtige.

Der er kaffe og kage – og plads til både nysgerrighed og konkrete spørgsmål.

Der er gratis adgang til dette arrangement, men du skal hente din billet her

Fredag d. 27. februar kl. 18:00 - 21:00

Tapas og Troubadour på Liselund.

Arrangementet indledes med servering af tapas og efterfølgende dessert og kaffe.
Vi opfordrer til at se meget mere om dette arrangement i kalenderen, hvor du også kan købe billet. Prisen er 200,- kr. for dette arrangement. Billetter sælges efter først til mølle princippet og vi forventer at der meget hurtigt vil blive udsolgt.
Marts måned kommer også til at byde på spændende aktiviteter. Mere om det i næste nummer af nyhedsmailen. Dog vil vi gerne allerede nu slå et slag for kreative sjæle, som kan tænke sig at se og prøve at lege med crepepapir og saks. Du kan tilmelde dig allerede nu ved blot at sende en mail med navn og telefonnummer til: info@foreningshus.dk
Vi har sagt det før, men gentager gerne: Tak til alle de frivillige, som gør en stor indsats for at få alt til at fungere på Liselund. Vi er superglade for indsatsen og værdsætter den virkelig.

Den 30. januar holdt vi en fin lille fest for vores aktive frivillige. Det var en stor succes og i tilgift fik vi så også set håndboldherrerne slå Island i semifinalen i Europamesterskabet.
DET VAR DANMARK - DET VAR DANMARK - det var skønt og stemningsfuldt.

Du er altid velkommen i haverne og til at benytte de flotte udendørs faciliteter som bålhytte, borde/bænke, grill og ikke mindst nyde de skønne omgivelser.. Det hele hører med, når du lejer stueetagen eller hele huset, og hvis ikke der er noget i kalenderen, er det muligt at benytte alle vores udendørs faciliteter kvit og frit.
Tjek gerne kalenderen for tilgængelighed
Og prislisten kan du finde her
Lidt praktisk information.
Hvis og når du lejer Liselund, er du meget velkommen til at hejse flaget, som ligger klar.
Vi har lavet en vejledning til brugere af Liselund, og her fremgår det bl.a. at man efterlader Liselund, som man fandt det. Det vil sige at opvasken er klaret (vi har en ekspres opvasker, som klarer en opvask på 3 minutter) og at glas, bestik og porcelæn er blevet tørret af og sat på plads.

Vi har altid kølig hvidvin, øl og vand samt tempereret god rødvin klar til festlige lejligheder. Priserne er rimelige - nemlig 100,- kr. for en flaske vin og 10,- kr. for øl og vand (pr. enhed).
Torsdag d. 19. marts 2026 kl. 19:00 holdes der generalforsamling i Liselund Ganløse Foreningshus.
Vi har brug for friske kræfter i bestyrelsen, så skulle du have lyst til at stille op, er du meget velkommen til at kontakte enten formanden eller en af de andre nuværende medlemmer. Du er naturligvis også meget velkommen til at pege på en eller flere, som du synes kunne gøre god gavn for Liselund. Vi holder ca. 6 - 8 bestyrelsesmøder årligt og som regel er varigheden 2 timer og næsten altid en hverdagsaften (men det kan den nye bestyrelse altid ændre på).

Kender du en forening eller nogen, som endnu ikke er medlem, må du meget gerne give vores MobilePay 103640 til dem, så også de kan blive medlem for kun 200,- kr. årligt.
Det var alt for nu - Husk at Liselund er skabt for at skabe og vedligeholde fællesskaber i Ganløse og omegn. Vi glæder os til at se dig og alle andre medlemmer som brugere af huset, haverne og bålhytten.

Med ønsket om en fortsat god vinter - vi glæder os til foråret :-)

Bestyrelsen