Share this emailCopy the public link or share it on your favorite channel.
Kære reader,

GODT NYTÅR!

Velkommen til januar måneds nyhedsbrev fra Liselund. Her får du en opdatering på kommende arrangementer og relevante nyheder, der kan være interessante for dig. Læs med, og hold dig opdateret om alt det spændende, der sker på Liselund.

Som altid holder vi åbent hus alle mandage klokken 16-18, hvor alle er velkomne til at kigge ind på Liselund. Både for at se hvor flot der er blevet, men også for at se de muligheder, der er for at bruge alle vores skønne lokaler, som nu også er udstyret med nye lækre stole.

Normalt vil der altid være et medlem af bestyrelsen til stede ved vores åbent hus dage, men skulle det glippe en gang, skal vi nok sørge for at døren står åben, så du kan komme ind og måske få lavet dig en kop kaffe og hilse på andre besøgende.

Har du lyst til at lave et offentligt arrangement?
Så hjælper vi i bestyrelsen meget gerne med alle de praktiske detaljer. Offentlige arrangementer kan være gratis eller det kan være arrangementer, hvor der er deltagerbetaling. Vi har systemer med tilmelding, som vi meget gerne stiller til rådighed i forbindelse med offentlige arrangementer. Kontakt os gerne for mere information.

Du er velkommen til at booke Liselund...
Det første år efter den store renovering har vist, at mange ønsker at leje Liselund til forskellige arrangementer. Måske du også skulle få lyst til at holde et arrangement på Liselund? Vi får mange henvendelser og udlejer efter princippet "først til mølle".
Vi anbefaler at booke i god tid for at være sikker på at kunne leje sig ind på en given dato.

Skal du holde rund fødselsdag, konfirmation, bryllupsfest, jubilæum eller har du en helt anden begivenhed du ønsker at holde på Liselund, ja så kan vi tilbyde plads op til 50 personer med alt i porcelæn, bestik og glas. Ønsker du at leje, så tag et kig i kalenderen for at se om der er ledigt, eller om der er et tidspunkt, som kunne passe lige til dig og dit arrangement.
Herunder finder du lidt information om vores kommende arrangementer - husk også at tjekke kalenderen.... både for arrangementer og hvis du ønsker at leje Liselund
Søndag d. 4. januar 2026 kl. 15:00-16:00
Fællessang på Liselund – kom og syng med.
Har du forslag til en sang fra Højskolesangbogen? Så send en mail til os på info@foreningshus.dk
Tirsdag d. 6. januar
Der vil blive afholdt et gratis hjerteredderkursus denne dato. Det er dog ikke muligt at tilmelde sig til dette, da der er fuldtegnet.

Torsdag den 8. januar har vi et internt bestyrelsesmøde i Liselund. En af de ting vi taler en del om, er hvordan vi kan få nye medlemmer til bestyrelsen. Har du gode ideer til dette, hører vi meget gerne fra dig! Vi planlægger at mødes ca. 6-8 gange årligt.
Tirsdag d. 20. januar kl. 19:00 - 22:00
AI workshop for medlemmer. (AI er en forkortelse for Artificial Intelligence, på dansk kunstig intelligens).

I fortsættelse af Århus Universitets forelæsning om AI tilbydes en AI Workshop i Liselund.

Kim Kasperek vil fortælle om praktisk anvendelse af AI (fokus på ChatGPT), som kan bruges til mange hverdagsformål – f.eks. informationssøgninger, taleskrivning, gennemlæsning af store tekstmængder m.m.m.

Kim mener at det er nemmere at bruge AI/ChatGPT end Google søgninger … og at det kan meget mere end det … og er meget simplere end mange tror.

Workshoppen vil have fokus på ”almindelige menneskers” brug af AI/ChatGPT, og deltagelse kræver som sådan ingen forudsætninger.

Deltagere opfordres til at medbringe egen PC/tablet og i løbet af workshoppen selv afprøve eksempler på hvorledes AI kan være en hjælp i hverdagen.
Deltagere opfordres også til at medbringe spørgsmål/opgaver til workshoppen, som vi i fællesskab kan afprøve.

Du kan booke gratis adgang her
Søndag d. 25. januar kl. 14:00 - 16:00
Landsbyen Ganløse gennem de seneste 300 år.

På opfordring gentager vi succesen med arrangementet, hvor lokale seniorer fortæller historien om "fra landsby med bønder på fæstegårde til vores Ganløse."
Ganløse omtales første gang i historiske kilder i 1321, hvor husene og gårdene lå omkring gadekæret og kirken. Men der er som bekendt sket meget siden. Det kan høres og ses ved en historisk eftermiddag på Liselund, hvor vi også har samlet en god håndfuld ”modne” ganløsere, der vil fortælle, hvordan det tidligere var at være barn, ung og voksen i vores by.

I en pause serveres kaffe og kage. Mon ikke også der falder et par gode anekdoter af undervejs?

Du kan hente en gratis billet her

Vi har sagt det før, men gentager gerne: Tak til alle de frivillige, som gør en stor indsats for at få alt til at fungere på Liselund. Vi er superglade for indsatsen og værdsætter den virkelig.

For at hylde de frivillige, har vi besluttet at fællesspisningen i januar måned er dedikeret vores aktive frivillige. Der kommer derfor ikke fællesspisning som et åbent arrangement i januar. MEN du kan godt glæde dig. Vi vender tilbage med flere fællesspisninger allerede fra februar måned.
Hjælp til rengøring på Liselund
Vi har brug for hjælp til rengøring på Liselund.
Derfor søger vi en senior, som kunne tænke sig at supplere pensionen med lidt ekstra indtægt. Det vil f.eks. være efter vores fællesspisningsarrangementer, hvor der skal vaskes gulv. Men også i andre situationer kan vi have brug for en ekstra hånd.
Indtægten vil være som B-indkomst.
Hvis du er interesseret, må du meget gerne sende os en mail på info@foreningshus.dk
KREArummet på første sal er klar til brug
Har du gode ideer til, hvad vi skal bruge KREArummet til, hører vi gerne fra dig.
KREArummet rummer mange gode muligheder og det vil glæde os, hvis der er en eller flere foreninger i Ganløse, som kan udnytte rummet til gavn og glæde for foreningslivet.
Liselund er jo til for at vi sammen kan hjælpe hinanden med at skabe og vedligeholde fællesskaber.
Du er altid velkommen i haverne og til at benytte de flotte udendørs faciliteter som bålhytte, borde/bænke, grill og ikke mindst nyde de skønne omgivelser.. Det hele hører med, når du lejer stueetagen eller hele huset, og hvis ikke der er noget i kalenderen, er det muligt at benytte alle vores udendørs faciliteter kvit og frit.
Tjek gerne kalenderen for tilgængelighed
Og prislisten kan du finde her
Lidt praktisk information.
Hvis og når du lejer Liselund, er du meget velkommen til at hejse flaget, som ligger klar.
Vi har lavet en vejledning til brugere af Liselund, og her fremgår det bl.a. at man efterlader Liselund, som man fandt det. Det vil sige at opvasken er klaret (vi har en ekspres opvasker, som klarer en opvask på 3 minutter) og at glas, bestik og porcelæn er blevet tørret af og sat på plads.

Vi har altid kølig hvidvin, øl og vand samt tempereret god rødvin klar til festlige lejligheder. Priserne er rimelige - nemlig 100,- kr. for en flaske vin og 10,- kr. for øl og vand (pr. enhed).
Torsdag d. 19. marts 2026 holdes der generalforsamling i Liselund Ganløse Foreningshus.
Vi har brug for friske kræfter i bestyrelsen, så skulle du have lyst til at stille op, er du meget velkommen til at kontakte enten formanden eller en af de andre nuværende medlemmer. Du er naturligvis også meget velkommen til at pege på en eller flere, som du synes kunne gøre god gavn for Liselund. Vi holder ca. 6 - 8 bestyrelsesmøder årligt og som regel er varigheden 2 timer og næsten altid en hverdagsaften (men det kan den nye bestyrelse altid ændre på).

Kender du en forening eller nogen, som endnu ikke er medlem, må du meget gerne give vores MobilePay 103640 til dem, så også de kan blive medlem for kun 200,- kr. årligt.
Det var alt for nu - Husk at Liselund er skabt for at skabe og vedligeholde fællesskaber i Ganløse og omegn. Vi glæder os til at se dig og alle andre medlemmer som brugere af huset, haverne og bålhytten.

Med ønsket om fortsat Godt Nytår

Bestyrelsen